
Foto: Jacob Bay.
Natur og landskab
På Fanø, midt i det danske Vadehav, finder man en række forskellige naturtyper. Her er både strand, klitter, hede, skov og strandeng. Hver især tiltrækker de forskellige landskaber forskellige fuglearter, der alle er tilpasset helt særlige forhold i naturen. Eksempelvis rørdrummen, der lever skjult i tagrør-sumpen i lavningerne inde bag første klitrække. Den har i sommerhalvåret selskab af rørhøg, rørsanger, rørspurv og andre arter der foretrækker at leve skjult mellem tagrørene. Omvendt yngler den store regnspove ude på de åbne heder og viben på de afgræssede strandenge. De største fugleflokke oplever man imidlertid langs kysterne, hvor de tørlagte mudderflader - vaderne - er spisekammer for mange tusinder vadefugle, ænder, gæs og måger.
Hele øen er sammen med det øvrige danske Vadehav udpeget til både EF-fuglebeskyttelsesområde og Ramsar-område.
Arrangerede ture på Fanø
Fanø Turistbureau arrangerer i samarbejde med naturvejledere på øen offentlige ture på vaderne ved lavvande, hvor man oplever mange af vadefuglene på tæt hold. Det kan anbefales at man medbringer en kikkert, da man af hensyn til fuglene har fordel af at holde en vis afstand. Ofte går man dog midt mellem de store fugleflokke. Der arrangeres også offentlige ture til øens sydspids, ligesom større gruppe kan bestille arrangementer, der dækker netop deres ønsker. Kontakt Fanø Turistbureau for nærmere information.
På egen hånd
Det er forholdsvis nemt at komme rundt på øen. Der kører en bus fra Nordby til Rindby og Sønderho. Det anbefales i øvrigt at cykle rundt på øen, da der findes cykelstier ved øens mest trafikerede veje. Man kan leje cykler både i Nordby, Rindby og Sønderho. Man kan naturligvis også komme de fleste steder med bil, men det er forholdsvis dyrt at få bil over med færgen.

