Natur og landskab
Befolkningens sikkerhed og hensyn til fuglene går hånd i hånd ved Sneum Sluse syd for Esbjerg. Da man for en halv snes år siden forstærkede Tjæreborgdiget, anlagde man på
samme tid en stor lavvandet sø, der i dag er en af områdets absolut bedste fuglelokaliteter.
Søen er en såkaldt klæggrav. For at diget kan modstå stormflodernes hærgen, er det nødvendigt med et lag af klæg, som er betegnelsen for den ler-agtige jordbund i marsken.
Herved fremkommer en kunstig sø bag diget, som vadefugle og ænder benytter sig af ved
højvande. Tidligere gravede man søerne dybe, for ikke at lægge beslag på for meget af den
frodige landbrugsjord, men i dag udformer man ofte søerne, så de er større og mere lavvandede. Når brinkerne tilmed er jævnt skrånende kan fuglene – og især deres unger –
komme nemt op og ned.
Adgangsforhold
Fordelen ved Sneum Klæggrav er, at området er let tilgængeligt. Af hensyn til fuglene er
det ikke tilladt at gå ind på engene omkring søen, men det er heller ikke nødvendigt. Fra
parkeringspladsen er der god udsigt over den sydlige del af søen, og man kan herfra spadsere op langs diget med godt udsyn over søen. Den mest lavvandede del af klæggraven overskues fra en lille grusvej på østsiden langs landevejen. Her står mange af vadefuglene ved højvande i træktiden. Der venter også altid oplevelser på den anden side af diget. En lille trappe leder op til slusen, hvorfra man har en formidabel udsigt over forlandet og
Vadehavet. Her er altid fugle. Forår og efterår går næsten altid en flok knortegæs nedenfor
slusen. De kommer, ligesom mange af de andre fugle i Vestjylland, langvejs fra. Knortegæssene yngler i det nordlige Sibirien.
Flere klæggrave
Klæggraven ved Sneum Sluse er ikke den eneste af sin slags i Vadehavsområdet. Ved Ribe Kammersluse er anlagt en lignende sø. Dog er antallet af ynglefugle her mindre, især fordi brinkerne er stejle. Forår og efterår venter her dog store oplevelser med ænder, gæs og vadefugle. Den elegante sortklire kan i sensommeren danne forsamlinger på op til et par hundrede individer. Lidt længere sydpå ved Rejsbydiget, er man i skrivende stund i gang med at forbedre diget. Det betyder, at den gamle klæggrav gøres markant større og
ligesom ved Sneum udformes, så den er interessant for fuglene.






