Skestork

 

 

 

Foto: Biofoto/Benny Génsbøl

Latin: Platalea leucorodia
Engelsk: Spoonbill
 

Vidste du…?

Skestorken er ved at få fodfæste i Danmark. Arten yngler bl.a. i Vejlerne og har
nu også fundet egnede
ynglesteder ved den
genoprettede Skjern Å.
 

Beskyttelse og regulering

 

Natura 2000 status for Skestork: Usikker bevaringsstatus

Udbredelse

Skestork har ikke på noget tidspunkt været en udbredt art i Danmark, og fra 1900-tallet kendes kun til ynglepar i få og korte perioder. I 1996 - efter 27 års fravær - ynglede der atter skestork i Danmark (i Jylland), og ynglebestanden ligger nu på omkring 15 par. Skestorken er en trækfugl der overvintrer i Vestafrika. De danske ynglefugle ankommer i marts-april og trækker sydpå igen i slutningen af august. 

 

Levevis

Skestorke forekommer i åbne moseområder eller i kystlaguner, hvor reden kan placeres i rørskov eller på småøer. Her er æg og unger i sikkerhed for ræven. 

Fødesøgningen foregår i lavvandede områder, hvor skestorkene med det flade næb filtrerer småfisk, haletudser og smådyr fra vandet.

Skestorke er sky fugle, der kræver ro omkring ynglestedet.
 

Hvad kan hjælpe skestork?

Eftersom skestorkene fouragerer i lavvandede områder, kan det hjælpe arten, at der etablere flere sådanne levesteder, eventuelt ved at holde et højt vandniveau i inddæmmede områder.

Man kan også hjælpe arten ved at undlade at færdes indenfor en afstand af 500 meter fra reden fra begyndelsen af marts til midt i juli, da forstyrrelser kan få fuglene til at opgive at yngle.
 

Links


Publiceret 05-12-2006
af Presse- og Informationskontoret ,